Sig noget – sig JA

Sig noget – sig JA

Jeg sagde JA i foråret til at skøn kvinde, som jeg kan lide. Jeg sagde JA til en artikel – online – om det at leve med en kronisk sygdom – og ikke miste livsmodet. Den kørte vist fint med fine læsertal, og det var dejligt.

Imorges på stranden i Grenå blev jeg bekræftet i, at det var godt, jeg sagde ja…

Kattegat

Stille morgen med Fjolle ved Kattegat. Jeg går tur ved stranden, i sandet, og jeg går og nyder det brusende hav og solen, der kæmper for at trænge igennem skyerne…

Jeg sætter mig op på badebroen, der er ændret siden de seneste mange år, jeg har siddet der tidlig morgen med først Blop – siden dem begge – og nu med Fjolle. Han sidder på bordet og spejder mod horisonten. En ung kvinde kommer kørende på en fiks lille el-scooter, sætter sig tæt på os, og smiler. Jeg smiler tilbage, og så siger hun; “du er da Ib by heart, er du ikke?. Jeg læste om dig for noget tid siden. Det var på My Daily Space. Jeg fik sclerose for to år siden, og det går ikke for godt. På meget dårlige dage går jeg ind og læser artiklen og kigger forbi din blog. Så bliver jeg i lidt bedre humør og får håb for fremtiden. Tak fordi du er der.” Jeg sidder helt sådan PAF, rejser mig op og spørger om jeg må give hende en krammer. Så sidder/står vi dernede og krammer, og jeg hvisker (lidt højt for at overdøve bølgernes sang “tak fordi du kom, jeg bliver meget rørt, og jeg tror på, at du nok skal finde din vej i livet med sclerose” (hun må finde sig i mit fedtede hår – ved sin kind – jeg har ferie jo høhø)…

Ikke på Facebook

Vi snakkede om hende. Hun er ikke på Facebook, men hun læser blogs og aviser (hurra). Hun kan godt lide anonymitet, og har ikke fortalt alle sine nærmeste, at hun har sclerose – endnu. Hun arbejder fuld tid, og bor i området heroppe. Jeg lyttede…

Så mærkede jeg Fjolle, han sov godt nok på bordet, men jeg ville hjem og have min kaffe med Jan. Jeg fik takket for de søde ord, og sagt til hende, at hun bare kunne sende en mail, hvis hun nogensinde havde brug for en verbal krammer. Fjolle og jeg vinkede farvel, og hun blev siddende ved badebroen, og kiggede ud i horisonten…

Venlighed

Det er venlighed af hende, at hun overhovedet siger noget. Hun kunne bare have smilet, og kørt hjem igen. Jeg bliver så udmyg, når (især unge) kigger mig i øjnene, og ser et lille håb for deres fremtid om, at sclerose ikke KUN ER EN SYGDOM, der pr.definition går ned af bakke. Det ér en led sygdom, der kan komme i bero, og den kan tøjles…

Hvis bare een ung, der diagnosticeres med MS kan se lidt håb i mig og mit forløb med MS, så er jeg glad for, at jeg sagde JA til at lave artiklen (og har min blog), selvom jeg også godt kan lide at “ligge lidt stille” på “SE MIG I EN ARTIKEL-SIDEN”. Jeg bliver nemlig træt af journalisternes forherligelse af sclerose, som en sygdom der “hvis bare man løber et maraton eller spiser gurkemeje, SÅ KAN MAN VINDE OVER MS”. “GU’ kan man ej”. MS er så individuel og så modbydelig, at der ikke er EN VEJ DER ER RIGTIG AT GÅ, der er mange veje, men ikke alle er lige heldige, at ramme den vej der fører til ET GODT LIV MED SCLEROSE. My Daily Space behandlede mig og mine ord med respekt, og det er jeg taknemmelig for…

Slutteligt

På en dag i sommerhuset, hvor Jan er til eftersyn med vores bil (ja fordi det er billigere i Jylland), og Fjolle er helt smadret af lykke og bare vil sove, så var det dejligt, at sådan en ung kvinde lige sørgede for, at jeg kom til tasterne og gemte bogen, (jeg ville have læst færdig) lidt væk. Hvor er livet smukt. Jeg kender ikke engang hendes navn, men alligevel har hun gjort en stor forskel i mit liv, og sådan nogle møder styrker mig som menneske – og som MS’er…

PS: Nederst er der uddrag fra artiklen. Måske I har lyst til at læse det.

Mols og flere møder i livet

Igår på Mols-færgen mødte jeg også en kvinde. Vi endte med at tale om livet, hunde, døden, børn, børnebørn, journalistik, Herlev sygehus, LGFB og MS. Det startede med, at hun kiggede så sødt og venligt på Fjolle og sagde “sikke dog en dejlig rolig hund”, og så var jeg solgt.

Imorges havde hun fundet mig på FB, og anmodet om Messenger (ikke venskab – blot en besked). Jeg havde omtalt mig selv som Ib, og derud fra havde hun fundet frem til mig. Det er skønt.

 

Fra artiklen

“Min blog er mit åndehul, min oase. Det er der, jeg kan have forbindelser til livet – uden at være ude i det. Jeg kan sidde i min stue. Jeg kan følge med og være med, uden at det trætter mig. Min blog giver mig livslyst og bliver mit pejlemærke for min duelighed.

– Når jeg er inde i en god periode, har jeg masser af overskud til at skrive mine passioner ud; om skønhed, helse og hunde. Når jeg er lidt nede eller har et anfald, så bruger jeg bloggen som ventil. Her får jeg luft og kan skrive min angst, sorg og mine smerter ud.

 

Bloggen giver Heidi den livsglæde, hun nemt kunne have mistet, og det er især hendes læseres fortjeneste.

– Jeg er heldig at have mange læsere. Deres støtte betyder meget for mig. De er gode ved mig og sender blomster, hilsner, spørgsmål om skønhed, helse og hunde. Deres omsorg og tillid får mig til at føle, at jeg ikke bare er en, der er tilovers i samfundet. Jeg kan bruges lidt endnu, selv om jeg er førtidspensionist, syg med sclerose og ikke går på arbejde.

Mere fra artiklen

“Min blog åbner døre for oplevelser for mig, og de oplevelser, jeg får, som at møde en af mine følgere til en kop kaffe, at komme til events, at have venskaber i den verden, jeg engang arbejdede i, gør mig glad. Min blog giver mig livslyst. Den giver mig ingen penge, men den giver mig noget at stå op til – og lysten til at være til.

For Heidi har det virket at acceptere sygdommen og få udlevet sine interesser igennem bloggen. For dig kan det måske være en anden vej, der virker. Heidis råd til unge kvinder, der bliver ramt af en kronisk sygdom, lyder:

– Tag ansvar og find jeres egen vej ud af ”det kroniske”. Find jeres vej til et liv, som kan indeholde det, I brænder for. Om det så er et arbejdsliv eller overlevelse eller ponyridning … Find vejen til det sted, hvor det er udholdeligt at være. Hvor man kan elske, elskes, grine, kramme og hygge, hvor der ikke altid er sort og frygtsomt.

– Hold de tætteste venner tæt på, fortæl dem om de følelser, der brøler og drøner rundt i krop og hjerne. Del angsten for fremtiden med dem, I elsker. Søg råd i patientstøttegrupper. Vær modig alene, og vær bange sammen med nogen, du elsker.”

Læs artiklen igen – hvis I har lyst.

Morale

Sig mere JA derude. Vis mod og imødekommehed. Det giver sådan nogle dejlige, livsbekræftende oplevelser. <3

Ha’ en dejlig dag, nu vil jeg ud med Fjolle – og Jan er kommet hjem, han vil med, og vi kører på stranden.

Møs fra Ibbe