HVIS MAN TRÆKKER DJÆVLEN FREM I LYSET, SÅ MISTER HAN SIN MAGT…
Sol- og skyggesider
I solen føler jeg mig tryg og tillidsfuld.
I solen styrkes min tro – både min tro på mig selv og min tro på det gode i livet.
I solen fornyes min energi, mine reserver bliver ladet op, og min kunnen bliver til ”jeg kan”.
I solen forsvinder mine smerter, som dug for solen; de er dér, men de må gerne være der – ligesom morgendug på et rosenblad med en lille grøn bladlus på! – naturens lov og orden.
I solen bades jeg i håb og trøst; jeg mærker Moder Jord, og jeg mærker kerne, hjerne og sjæl.
I solen er jeg nøgen – med bikini på. Jeg er bare…
I solen er jeg taknemmelig, ydmyg og kåd på én og samme tid – jeg er lykkelig.
I solen blomstrer mine forhåbninger for sundhed og godt helbred for alle jeg elsker og holder af.
I solen vinder en lys idé altid over en mørk tanke.
I solen er jeg kreativ i dovenskab – idérig og dvask i samme nu.
I solen glemmer jeg, at jeg lever med en kronisk sygdom.
I solen glemmer jeg min spastiske blære og mine spastiske tarme!
Jeg glemmer min spasticitet i benene, glemmer min sovende arm, mine øjne i smerter…
I solen eksisterer angsten for i morgen ikke.
I solen findes begreber som attak, binyrebarkhormon, mavesår, medicinforgiftning af Medrol, Riget 8.sal, hjælpemidler, kateter og HANDICAPPET OG SYG slet slet ikke.
I solen læser jeg tykke bøger, drikker frappé, glitrer i huden af lækker solcreme, seje solbriller og en Yvonne-solhat pryder ansigtet og vand hældes indenbords, så en kamel med fyldte pukler ville være helt misundelig…
NÅR skyerne kommer og dækker for solen står jeg i skyggen og fryser…
I skyggen ser jeg anderledes på tingene.
I skyggen synes meningen med mine valg i livet anderledes.
I skyggen føler jeg mig anderledes – jeg føler mig mere sårbar.
I skyggen har refleksioner over livet en mørkere tone – de er ikke opmuntrende – de er ikke givende. I skyggen glemmer jeg aldrig smerterne, dér gror de som ukrudt op af mine indre mure og sår tvivl i mit hjerte.
I skyggen tvivler jeg på mig selv, tvivler på min indre stemme- og når jeg søger svar indeni hjertet, lader murene sig ikke vælte og stemmen forstummer.
I skyggen er fremtiden en usikker størrelse, hvor angst og sygdom fylder.
MEN det er i skyggen, jeg flytter mig FREMAD. Det er dér, at jeg mærker mit sande jeg, MIN LIVSDUELIGHED, min indre glød, der holder mig varm, når skyggen falder…
Det er i skyggen jeg græder og tårerne får ukrudtet til at vokse. Det er lige dér, at jeg føler jeg går fremad. For i stedet for at begræde det voksende hegn af ukrudt, stopper jeg op og nyder det smukke i beplantningen! Mine tårer får smukke mælkebøtter, forglemmigejer og valmuer til at vokse frem. Jeg plukker af blomsterne, danner en smuk buket, sætter dem i vase og betragter, reflekterer og nyder…
Pludselig opdager jeg, at det er okay, at livet spejles både i skygge og sol.
Jeg føler, at jeg gerne må græde, må skuffes, må skælde ud, må skrige i afmagt og må tænke negativt…
Jeg har brug for det, brug for skyggerne i mit liv. Jeg bruger det negative – de negative tanker.
Jeg har brug for minutterne, timerne og dagene med ”ukrudt i vasen”.
Når jeg giver mig selv lov til at elske den side af mig, skyggesiden – ser jeg mulighederne for udvikling FREMAD, INDAD og OP.
Ja, gu’ fanden gør det ondt.
Ja, for helvede, hvor jeg tuder.
Ja, for dælen, det er hårdt arbejde.
Men det er det hele værd.
Det er livet.
Livet er sort og hvidt.
Livet er skidt og kanel.
Livet er lort og lagkage.
Jeg elsker at leve, alternativt er bare ikke attraktivt!!!
Og det bedste ved livet er, at når jeg står i skyggen og fryser, er jeg velsignet med et stort netværk af venner jeg elsker, og som elsker mig, og de står klar med et tæppe og et varmt kram, hver gang skyggen rammer.
Jeg er et meget heldigt menneske…
Og har en dejlig gylden hudfarve af al den sol tihi…
Og har en helvedes masse tæpper rundt omkring i hele lejligheden, i vores kælder – ja all over…
Og nu må sommeren gerne komme i gang.
Hermed et GO’ SUNSHINE fra mig…
Anerkender og bruger du dine skyggesider?
HVIS MAN TRÆKKER DJÆVLEN FREM I LYSET SÅ MISTER HAN SIN MAGT
SuSanne Mardahl skriver
Jep du har ret. Frem med djævlene og se dem iøjnene, og pludselig forsvinder de 😉
Bodil Moseholm skriver
Skønne og rigtige ord. Helt enig, djævlen skal frem så han ikke skygger for solen.Tak for viis tanker.
FAMME skriver
Hvor er du klog og et fantastisk menneske, som jeg er lykkelig for at have som svigerdatter.
Ibbe skriver
Søde Famme ❤