I sol med uld og tanker

Uld i mund og blå himmel

I sol med uld og tanker

Havde lige sådan en god periode? Drømte jeg?
En periode, hvor jeg var mere oppe end nede
Sådan flyvende og ik hende “den fede”
Hende den høje, der gik og gik – vadede derud af
Hende der fik og fik og bare gik
Har jeg glemt at være taknemmelig nok?
Har jeg bedt “DET” deroppe om for meget?
Om godt helbred til min far
Om min venindes barns recovery
Om savnet over Blop snart må mildnes mere
Om en venindes mands kamp for livet
Om en venindes far for bedring
og mere – bare ønsket og bedt om om om andre
Og bedt for lidt for mig selv?
Har jeg gået hen over mig selv
Gået og gået og gået
Og trykket min egen genoptræning ned med mine mange skridt
Kan man det? Gå sig flad –
Glemme sig selv – og bare tage for givet
At de ben vi har fået til at gå på
De bare går og går
Og så i usvigelig overmod glemme at sætte pris på sine ben
For så at vågne en torsdag i marts og mærke de ikke bare vil gå og gå – mere
Benene vil sidde og ligge og være stille
Hva gør man så?
Er det her jeg skammer mig?
Græmmes?
Forsager djævlen og al hans væsen
Og rejser mig – og kæmper for mig selv
Tager på en rejse ind ad – er egoistisk
Lytter efter hvad benene fortæller
“Hva siger I ben? I vil gerne gå, men I vil ha jeg husker at sætte pris på, hvor langt jeg er kommet ved træning og med træning? At jeg husker at sætte pris på min egen indsats i kampen for livet på to ben – er det ikke hovmod hva’?”
De snakker gør de
De ben, og de har fået min opmærksomhed – nu – med deres snurren, spjætten og spasticitet i fodled og skinneben. Det har de da…
Jeg lytter nu, men jeg sys bare vi skulle ha været fortsat med den gamle ordning, hvor jeg bare gik – og gik
og tænkte på andre og glemte at tænke på mig selv og den store gave livet er, når benene virker, ryggen ikke smerter og det kognetive er mindre udfordret
Jeg har forstået lektien – tror jeg
Kære Det deroppe, vil De ikke godt lade mig slippe for et attak?
Jeg skal nok rette ind, være mere ydmyg over livet, værdsætte mine ben bla bla bla

…

Tænk hvis sclerosen kunne høre mine tanker
Forbudte tanker om at vi selv kan styre vores skæbne
De overlegne tanker om at vi kan tænke os raske, eller vi kan tro os raske –
at vi kan tænke, tro eller træne os raske! …
De kommer aldrig ud min mund, men de kom ud af mine hænder foran min telefon inde i Noter idag i solen,
i stolen, hvor jeg sad pakket ind i uld og pludselig var fuld – af ord
Der måtte ud

Sådanne griflerier kommer normalt ikke på bloggen
De er for nøgne, de kan skabe for meget “respons”, –
og den har jeg ikke brug for
Dog er det kommet på bloggen alligevel,
fordi jeg sendte det til en hjerteveninde med ordene “ville du skrive dette på din blog?”
og hun svarede “nej aldrig i livet, men det vil du, og du er ærlig, og jeg mærker dig, og jeg føler din angst for, at du har et attak. Når mennesker er ude at skide, så driver deres tanker dem ud i ekstremer, og det har vi lov til. Måske nogen kan få glæde af, at de ikke er alene med forbudte tanker, når de læser denne post? Jeg siger post den honey”

Så det er hermed gjort…

#jegvilikkehaveetattak #nejtaktilattak #hvemstyrervoresskæbne