Tanker om farvel

Tanker om farvel

Når vi skal sige farvel. Når det er tid. Så ved vi det. Vi ved det.

Min gode veninde har lige sagt farvel til hendes bedste ven igennem snart ti år. Sille blev næsten 13 år. V overtog Sille, da hun var tre år, fra en børnefamilie, der ikke havde tid til hund alligevel (!). Hun fik næsten hele 10 (ville have fyldt 13 i den 8.maj) gode år hos min veninde, hvor hun var i fokus. Hvor hendes behov blev tilgodeset. Hvor hun blomstrede. Hvor hun blev set, og hørt, for den hund hun var. Hun blev elsket af min veninde og min venindes familie (med børnebørn og marsvin). Hun var Blop’s bedste gå-tur-buddy igennem mange år. Da de begge var midaldrende. Ingen kunne, som hende, styre flokken, når vi gik, (eller kørte scooter). Når vi passede hende (hun var en stor formel 1 labrador) tilpassede hun sig vores verden. Når vi “gik tur”, løb hun da bare ved siden af min scooter sammen med Blop, altid med et hoved-længdes line mere end Blop. Hun var jo vores førerhund.

Engang lærte jeg Sille (på to godbidder), at vinke med poten, når jeg sagde vinke. Så klog var hun. Hun vidste også, når jeg var knapt så frisk. Så vidste hun, at hun skulle lægge sit hoved på mit lår – helt stille og bare modtage kys og nus.

Engang var vi i sommerhus sammen. Alle fire. Sille, V, Blop og jeg. Tæt på hav og badebro i nærheden af Rågeleje. Solen skinnede. Jeg blærede mig; “Kom skal vi ikke gå til stranden. Så skal I se Blop svømme”. Til stranden gik vi alle fire. Jeg smed kludene. Badedragt og i hav med Blop. Fra badebro. “Se V, han svømmer, det kan din skønne hund også – alle hunde kan da svømme”. V; “Okay, men det kan hun altså ikke, pas på hende”. Jeg råbte “Kom skatte, kom Sille-pige ud til Blop og jeg”. Tilliden lyste i hendes øjne, og hun sprang ud fra badebroen – forbi min favn, og direkte til bunds…

Jeg fik hende hentet op. Dykkede ned, svømmede og fik hende op på badebroen. V stod og tog imod. Sille rystede sig. Trak vejret med host og sprut. Vendte sig om kiggede på V, vendte sig om igen og mig dybt i øjnene, logrede og derefter kiggede hun på Blop, der svømmede og svømmede. Hendes øjne sagde; “Kom så op derfra Blop, vi skal videre”. Op kom vi. Hendes mor og jeg skraldgrinede, imens hundene løb sig tørre på stranden. Jo, hun kunne give os chok og latter – som ingen anden (eller måske kun overgået af Blop haha).

Når det er tid… Det var det for hende. Hun kunne ikke mere. Hun havde givet alt, hun havde. Hun har hele livet været mild, munter, magelig, morsom og “menneskelig”. Hun forstod så godt, så meget. Hun var så klog. Hun elskede inderligt. Fuld af liv og lyst. Fuld af generøsitet og kærlighed. Sygdom og alderdom stod i vejen for hendes fortsatte liv. Det var hendes tid.

Vi har grædt. Jeg græder stadig, men jeg ved hun løber rundt deroppe, sammen med Elvis, Ida, Rita, Jackie Hanhund, Pepper, Tigi, Ludvig og alle de andre højt elskede hunde, der ikke er her mere. For all dogs go to heaven, og jeg kender en, jeg elsker en, der med sikkerhed bliver meget tryg og glad, når han skal derop, fordi hende vi lige har mistet med garanti vil stå i forreste række og modtage ham med åbne poter og mange lammelunger…

Altid elsket. Sille forevigt savnet.

Pas på V deroppe fra. Hun er hernede, og vi skal nok holde dit minde i live ved at snakke om dig ofte søde Sille.

Pas på Blop, når I ses…

BONUSINFO: Sille havde de smukkeste, mest insisterende og kærlige øjne. Dem er vi mange, der aldrig glemmer.