Om de to kæreste, der aldrig lod den anden græde alene

Om de to kæreste, der aldrig lod den anden græde alene

Uffe var også Fjolles gode ven – og de “græd” altid i kor

Jeg vil aldrig glemme Uffe. Han bor i det indereste af mit hjerte. Hans sjæl vil altid bo i min hukommelse. Han var også en PBGV (som ELLA og BLOP – og Fjolle). Han var Fjolles gode ven. De var syngebrødre. INGEN kunne – som de to – lave ballade i gaden og starte en koncert af hyl – rigtig god, gedigen basset-hyl. For sådan gjorde de to gode venner, når de mødtes.

Heldigvis læser Fjolle ikke bloggen her, så jeg kan godt skrive et par sandheder (han aldrig skal kende);

1. Uffe synes, at jeg var sjovere end Fjolle
2. Uffe ville hellere lege med mig (læs have godbidder) end med både Blop og Fjolle
3. Uffe havde de smukkeste øjne (næsten så smukke som Blop’s)
4. Uffe havde de flotteste, lange øjenvipper
5. Uffe elskede sin mor højere end mine to hunde tilsammen elskede mig

Uffe og min veninde

Jeg kender ikke et tættere forhold mellem et menneske og en hund, end det min veninde havde med Uffe. De var uadskilligelige. De var hinandens nærmeste. Uffe kunne ikke være alene hjemme, så min veninde indrettede sit liv efter dét. Uffe var aldrig alene. “For ingen skal græde alene”, og Uffe han græd, da hun prøvede at lære ham det. Han kunne ikke være alene, så det var han aldrig.

Tænk lige over hvor ualmindeligt smukt det er (når man tænker på, at 25.000 RASKE hunde aflives årligt i Danmark og mange af dem for alene hjemme-problemer!!!). De fandt en løsning, der virkede for dem begge, for min veninde kunne heller ikke klare sit liv, hvis ikke hun havde en ven at passe på, at elske, og Uffe kunne fuldt ud opfylde hendes behov.

Afhængige – af hinanden

De var de to – sammen. ALTID. Min veninde passede sit arbejde, og Uffe var med, i bilen, hvor han havde “eget værelse”. Faktisk var det Uffes bil, som min veninde kørte. I deres lejlighed havde Uffe flere sovepladser end andre hunde. Han kunne både være udenfor på terrassen og slikke sol eller være i skygge. Han havde kurve i hele lejligheden, gode sovepladser, bløde, hårde, varme og kølende. Uffe manglede ingenting.

Min venindes liv blev styrket af Uffes tilstedeværelse. Han gjorde hende hel.

De kom her

De var hos Fjolle og jeg ofte. Vi spiste tit frokost sammen – alle fire, og det var jeg indstillet på at undvære, da de for nyligt flyttede til det jyske. Vi havde sagt vores farvel i november med snot i pels og tårer til farvel. Vi smilede også, men kun fordi vi vidste, at min veninde så ofte som muligt ville komme forbi og overnatte med Uffe – og hænge ud med Fjolle, Jan og jeg.

Sådan skulle det ikke være…

Kræft

For igår ringede min veninde. Uffe havde fået lungekræft, og skulle derfor aflives idag kl 11.30. Lungekræft??? den sunde hund hos min sunde veninde. Hvad sker der? Ingen børn og dyr skal da for pokker have kræft, altså …

Han kunne næsten ikke trække vejret mere, så det var en nådig, værdig og dyrevelfærds-be(AF)slutning, min veninde traf (i samråd med to dyrlæger på Skive Dyrehospital) igår eftermiddags. Vi Facetimede nogle timer igår aftes, og jeg fik sagt mit farvel til Uffe. Jeg fik grædt, hulket og talt til ham. Han var klar til at rejse op – til Blop. Jeg er ikke i tvivl. Kræften havde ædt hans livsvilje, som kræft gør.

Alene

“Jeg må tage til dyrehospitalet alene med Uffe – uden mine forældre, for Uffe og jeg har altid klaret alt SAMMEN, også denne sidste rejse skal vi klarer sammen, bare os to” sagde hun til mig igår. Jeg er så berørt af hendes styrke i det sværeste øjeblik i hendes liv.

Efter aflivningen vil hun være alene. Tage alene hjem. Være alene.

Det er dét, der gør så ondt på mig, som veninde, at jeg ikke kan være der, og bare kramme hende og græde og ae hende. Jeg ved hendes forældre vil være der, men den vigtigste kommer aldrig igen; UFFE…

Uffe the pbgv

Vi jokede ofte med at Uffe blev tabt på gulvet som lille, fordi han ikke var den klogeste hund. Han kunne ikke gribe godbidder. Han var ikke så skarp til at søge. Han løb som en hvalp hele livet med dobbeltløft af bagpoterne.

MEN jeg synes, at Uffe var den blideste, sjoveste og kærligste hund. Jeg elskede ham, som var han min egen. Virkelig. Uffe har aldrig manglet kærlighed. Han var elsket hver dag i sit liv. Han fik god mad hver dag i sit liv. Han blev håndfodret med gourmet-mad de her sidste dage af sit liv.

Selvom Uffe havde aftalt med mig at blive 16 år, så ved jeg at selv hjertehunde med en opgave så vigtig som at passe på min veninde, må trække sig for cancer. Mod cancer kan ikke engang så store og væsentlige faktorer gøre noget.

Jeg er så hjerteskærende ked af det. Hvorfor skal kræft være så forbandet?

Uffe elskede Uffe, tak fordi jeg måtte elske dig, lege med dig, give dig godbidder, gå med dig. Tak fordi jeg måtte passe dig. Tak fordi du passede på min veninde i næsten 10 år, og tak fordi du lod hende passe på dig.

Du vil aldrig blive glemt. Uffe goes on forever, just like BLOP.

Elskelige Uffe, jeg ved bare, at Blop nok skal vise dig hen til lammelunge-træet, når I mødes i hundehimlen, og jeg ved, at I får det ligeså sjovt sammen deroppe, som I nåede at have det hernede – bare uden os mennesker, der så sidder her på jorden og savner jer – uendeligt – hver dag.

Æret være Uffes minde (16.01.08 – 30.01.18)