Tyve år – ode til Duus

Elskede Duus

Kan du huske det?
Da jeg var allermest ked.
Helt nede.
Da jeg var blevet forrådt.
Da jeg ikke kunne trække vejret i Esbjerg.

Du sagde “Ankersen, du kan da bare komme med mig til København”
Et tilbud – jeg ikke kunne sige nej til.

Det er tyve år siden idag.
Tyve år siden.
Niels (min ex) og jeg tog toget over til dig – på hans fødselsdag.
Du hentede os på Hovedbanen.

Vi tog hjem til vores nye sted.
Det var på Amager – Chr. 2.Allé.

Hvor var der dog hyggeligt.
Vi havde ingen penge, ingen telefon – og intet tv.
Men vi havde kort (jeg var vidst bedst til 500), vi havde te, og vi troede på, at livet i København nok skulle lykkes, for to vestjyske piger – med mod og med gejst.

Hvor var vi modige – dengang.
Frygtløse.

Tak.

Tyve år.
Det er vildt.

Jeg er så taknemmelig.
Tak fordi du så min fremtid for mig, da du spurgte, om jeg ville med til Hovedstaden.
Du havde din fremtid foran dig – Universitetet.

Jeg havde bare en brugt rejse til USA med mig – og et flænset og tungt hjerte.

Men så malede jeg CARPE DIEM på væggene på mit værelse.
Kan du huske det?

Jeg blev forelsket i Storbyen.
Også i Amager!

Ja, og så kom Matas på Strøget ind i billedet – og derfra giver historien jo sig selv.
Uddannelsen min.
Manden min.
Børnene mine.

Du fandt din levevej.
Du fandt dit levebrød.

Du fandt dine børns far.

Du tilbød mig at opleve en fødsel.
Den største gave du har givet mig – Niels’ fødsel.
Det var så smukt.
Så unikt.
Så berigende for mit liv – min sjæl.

Når nu jeg selv havde fået børn, uden at føde dem, var det det tætteste jeg har været på, at se en kvindes lys i øjnene blive tændt med mor-tegn i.

Jeg kunne OGSÅ mærke mor-følelsen ind i alle mine celler.

Og jeg fandt ud af –
at selvom jeg ikke har født Jan & Pias børn,  og Hanne og Pers barn-
føles de som mine egne unger –
helt ind i mine celler –
selvom der ikke er et lysskilt med mor-tegnet i mine øjne
– så er mit DNA, et eller andet sted alligevel, kodet med mor-celler.

Tak fordi Niels’ fødsel gav mig indblik og svar – tak Duus.

Tyve år idag.
Duus – for fanden da.

Det er helt vildt.

Vores bryster er længere.
Vores hud er længere.

Det mærkelige er, at jo længere tid der går, jo tættere på Vestjylland føler jeg mig.

Altså, jeg er jo Citygirl, men vores blod og historie er udsprunget af Vesterhavets styrke – og det er som om vores forhold bare bliver stærkere.

Vi er jo bønder Duus, ikk?

Men hvor har vores skønne Hovedstad dog givet os meget lykke.

Jeg tror, vi bliver gamle herovre.

Jeg håber, at vi skal på plejehjem sammen, når vi er 89 år –
og at vi kommer til at bo sammen igen.

Hvor kunne vi sætte fut i sådan et alderdoms-boligkompleks.
Vi skal lige huske, at det skal være et plejehjem, hvor man må have hund.
For jeg har jo Blop til den tid – stadigvæk – (du tænker – Kongen af Queens- og hans hund – jeg véd det- men det kan jeg ikke hører- tra la la la)

Men vi skal nok ikke gå så meget i byen til den tid (som vi gjorde for tyve år siden!)
– men jeg er med på at være promiskuøs alligevel- hvis vi er enker til den tid…

Ja, jeg ville bare sige TAK – via min blog til DIG DUUS.

Tak, fordi du så mig i mit grønne outfit den 7. august 1987, hvor vi så hinanden for første gang på Esbjerg Gymnasium – og blev veninder ved første blik.

Vi vidste begge to – at her var der noget – noget sjovt, noget spændende, noget anderledes og noget sjofelt – og det kan du ikke komme udenom, at du også tænkte tihi…

Tyve år – Duus.

To vestjyder i København – stadig bedste venner – for altid bedste venner.
TAK.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ja, det er tyve år siden.
Billedet er taget i USA – lige inden jeg tog hjem til Danmark igen.
Med sort eyeliner, rød læbestift og en hund i armene.
Faktisk ikke så meget anderledes nu, vel? tihi

---

 

 

 

 

 

Her har du lige født Niels,
faktisk dejligt at have en nyfødt i sine arme.
Uden al den pels…